Fra Overskudsæbler til æbleskud

 

Hvad gør man, når man hver år har æbler nok til at holde doktoren borte indtil år 2384? Æbletræerne i min frugthave giver hvert år langt mere end jeg selv har brug for.

Det har jeg valgt at tage som en udfordring. At æblerne falder ned fra træerne og ligger og rådner i græsset er naturens gang. Men det er svært ikke at se det som en slags madspild.  

Jeg vil gerne give mine æble videre, så andre kan få glæde af dem. Derfor har jeg lavet projektet Æbleskud. Min ambition er at gøre verden lidt sjovere og bedre med æbler - bid for bid. På den måde kommer mine æbler til at spille en større rolle end de i første omgang var tiltænkt fra naturens hånd. 

Hvert år laver jeg sammen med en håndfuld hjælpere æblemost af alle de overskydende æbler fra min frugthave. Jeg sælger dem så dyrt som muligt under navnet Æbleskud Most. Man kan få sin flaske leveret efter aftale eller hente den ved Æbleskuds årlige høstfest.

Alle indtægter fra Æbleskud går ubeskåret til Red Barnet og Læger uden Grænser. Det betyder, at hvis du køber produkter for 100 kroner, så går 50 kroner til Red Barnet og 50 kroner til Læger uden Grænser. Alle udgifter til hjemmeside, emballage og kage mm til høstfest står jeg selv for. 

Tak for hjælpen
En lang række venner har hjulpet med at ideudvikle og få styr på det praktiske. Uden deres hjælp havde Æbleskud ikke set dagens lys. Jeg forsøger at hylde disse mennekser fra tid til anden på Æbleskuds Facebook-side og Instagram-profil. 

Læs også: 
Hvem står bag Æbleskud?
Det går pengene til